Menu

Ændring af organisation i ungdomsafdelingen

image
Boldklubben 1909
01. april 2025 kl. 01:08

Ændring af organisation i ungdomsafdelingen

Efter en intens og meningsfuld periode har Aryan Abdel Rahman valgt at stoppe i sine roller som ungdomschef og leder af Fodboldskolen i B1909. Han trådte ud af begge roller i december 2024 (men officielt i februar 2025, for at hjælpe klubbens ungdomsudvalg med ny struktur og organisering), efter at have sat et markant positivt aftryk på klubbens ungdomsarbejde og kultur.

Aryans rejse i B1909 startede allerede som barn, hvor han som blot U5-spiller trak i den røde trøje for første gang. Allerede som 13-årig blev han træner i klubben, og derfra har han arbejdet sig op – skridt for skridt – båret af en dyb passion og et stort hjerte for både fodbolden og fællesskabet. Han har trænet alle ungdomsrækker i klubben, både på drenge- og pigesiden, og senest været en del af klubbens pige- og kvindeseniorafdeling som træner for førsteholdet.

Med sin stærke faglighed og naturlige lederskab har Aryan været en bærende kraft bag en ny æra i ungdomsarbejdet i B1909, som er på vej i en positiv retning.

Sideløbende har Aryan også søgt udfordringer og faglig udvikling uden for klubben. Han har været Talenttræner i Brøndby, Talenttræner i pigeakademiet TOQ Talent og deltaget i DBU’s talentsamlinger. Erfaringerne herfra har han taget med sig hjem til B1909 og sat i spil til gavn for både spillere, trænere og fællesskabet.

Vi er stolte af at have haft udviklet en så kompetent og engageret UEFA-licenseret træner i vores rækker – en rollemodel for unge og et forbillede for klubkulturen. Aryan har med sit nærvær, sin vision og sin vilje til at gøre en forskel sat standarden højt. Han har vist, at det er muligt at forene det sociale og det sportslige – og skabe noget helt særligt.

B1909 vil gerne takke Aryan for hans store indsats, hans ildsjæl og det smukke aftryk, han har efterladt. Vi ønsker ham alt det bedste i det næste kapitel – og vi ved, han vil gøre en forskel, hvor end han går.

Tak for alt, Aryan – dørene står altid åbne i B1909.

På vegne af hele klubben
B1909

Luk