Menu

Til medlemmer af Boldklubben 1909

image
26. september 2026 kl. 21:09

Bestyrelsen i B1909 fastslår, at klubbens interesser altid står over enkeltpersoners interesser. Som det er erfaret gennem pressen, har bestyrelsen i B1909 og den nu tidligere formand, Thomas Thorndahl Larsen – herefter Thomas - brudt med hinanden. Thomas besluttede selv på baggrund af et bestyrelsesmøde tirsdag den 22. september at trække sig som formand. 

Mødet var indkaldt af Thomas med den hensigt at afkræve bestyrelsen en underskrift på, at Thomas fik råderet over førsteholdet i Fynsserien, U19 og et planlagt U17 til gengæld for det beløb, han siden ultimo 2025 har indskudt i klubbens drift til at dække bl.a. forfaldne lønudgifter og diverse andre gældsposter plus, at der efter underskriften var faldet, ville blive betalt yderligere nogle forfaldne gældsposter. Den krævede råderet kan B1909 ikke imødekomme ud fra de regler, der gælder for amatørklubber under DBU. 

Underskriften og et gældsbrev skulle samtidig bekræfte, at Thomas i tilfælde af ikke at få den krævede råderet eller ved et brud med klubben kunne kræve det, som Thomas benævner et lån til klubben over årene 2025-26, tilbagebetalt med omgående varsel. Alternativet var konkurs ifølge Thomas. 

B1909 bestrider dette krav og påpeger samtidig, at der mangler dokumentation for, at beløbet er indbetalt som et lån. I øvrigt fastholder B1909, at der mundtligt er aftalt dækning af et betydeligt større beløb – som også har været omtalt i pressen tidligere på året – der omfatter gæld til det offentlige, gæld til revision mv. som Thomas personligt påtog sig ansvaret for blev afviklet. Den nu tidligere formand har efter bruddet sendt B1909 en påkravsskrivelse på det påstået skyldige beløb, hvis indhold B1909s bestyrelse bestrider.    

Et andet afgørende punkt i, at bestyrelsen har mistet tilliden til Thomas som formand, er den form, der gennem længere tid har præget kommunikationen internt i bestyrelsen. Bestyrelsen er løbende blevet truet på mail og sms med konkurs, hvis den ikke ’makkede ret’, dvs. tildelte formanden den krævede råderet og underskrev de lånedokumenter, som bestyrelsen ikke anerkender som et gyldigt krav på klubben. Sådan fungerer og kan et samarbejde ikke fungere. 

Derudover er en række personer i klubben, der fungerer som frivillige, løbende blevet truet af formanden med fyring og bortvisning. Bestyrelsen anså det som en uholdbar situation, der truede med at ødelægge B1909, der som amatørklub bygger på de mange frivilliges indsats. Er de der ikke længere grundet de nævnte forhold, er der ikke nogen klub. 

Dette er baggrunden, som bestyrelsen i B1909 opfatter som de væsentligste årsager til bruddet, som ingen har ønsket, men som af de beskrevne årsager er sket. Bestyrelsen ønsker samtidig at fastslå, at B1909 trods den beskrevne situation fortsætter alle aktiviteter, herunder afvikler gældsposter og forhandler om andre.

Med formandens afgang er det næstformand Finn Ravn, der er konstitueret som formand indtil en ekstraordinær generalforsamling er afviklet. Bestyrelsen har endvidere som ansvarlig ledelse indledt sonderinger med nye investorer, der har udtrykt interesse for at indgå i et samarbejde med B1909 og hjælpe klubben videre. Bestyrelsen vil orientere medlemmerne om dette forløb, når der er nyt. 

B1909, 26. september 2026

Luk