Menu

Skuffende nederlag i DS

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
02. oktober 2017 kl. 13:18
Thorhøjs tropper måtte bøje sig hjemme mod rækkens bundhold
B1909 led lørdag et skuffende nederlag, da de røde på eget græs tabte med 1-2 til bundholdet fra VSK Aarhus. Nicolas Jørgensen reducerede undervejs for værterne.

Værterne stillede endnu en gang uden egentlige midterforsvarere på banen, idet Casper Kruse og Nicolai Dalager fortsat er ude med skader, mens de øvrige muligheder i centerforsvaret er ude af spil i øjeblikket. André Malmkvist og Mikkel Jensen holder pause, mens en ny gammel kending, Rasmus Mariager, endnu mangler et stykke vej mod kampformen, efter sin nylige tilbagevenden til klubben. I alles fravær dannede Jacob Andersen og Emil Thomsen makkerpar fra kampens start, hvilket de egentlig gjorde fint, men uden at have samme rutine som eksempelvis Kruse.

Fremad på banen var nierne fortsat uden Mathias Munk, som passer sin brækkede hånd, og et afbud fra Robinson-aktuelle Nicolai Frederiksen. Maad Aziz var derfor dagens lonely wolf på toppen, assisteret af Skærlund og Lærche på kanterne.

Første del af første halvleg var præget af mange boldtab og mange omstillinger, hvilket faktisk skabte noget underholdning, men nok ikke var helt i tråd med Thorhøjs ønsker. Gæsterne havde et par mindre tilbud, men Niclas Bech fik afværget for hjemmeholdet.

Midtvejs kom århusianerne foran, efter et rødt boldtab på banens midte. En iskold Thorge Mönnich kunne nette for første gang.

Målet gav anledning til nogle taktiske rokader fra Thorhøj, hvilket blev starten på anden del af første halvleg. En periode med rødt overtag og nogle fine muligheder. Desværre gav presset fra værterne bedre plads til modstandernes kontrastød, og ni minutter før sidebyttet udnyttede Mönnich en sådan, og nierne var nede med to.

I pausen talte Thorhøj med voldsomt store bogstaver, og det var da også et forvandlet B1909-hold, der kom ud til anden omgang. De sidste 45 minutter blev et langt stormløb mod VSK's mål, med udgangspunkt i et massivt rødt pres. Alt foregik på gæsternes halvdel.

Mouritsen, Skærlund og Lærche havde afslutninger på træværket, inden Nicolas Jørgensen endelig fik omsat overtaget til scoring, med reduceringen til 1-2 - med tyve minutter igen.

Resten af halvlegen sad nierne tungt på opgøret, og Jonas Skærlund fik den største af chancerne, da Nicolas Jørgensen flot sendte ham i dybden. Skærlund forsøgte af løfte bolden over den fremadstormende keeper, som desværre kløgtigt havde læst situationen og reddede den store chance.

I slutfasen ebbede det hele ud, og nierne måtte erkende, at det blev til et nederlag i egen hule mod rækkens jumboplads. For en stund mistede vi føling med de øvrige tophold, som alle fik fuld pointhøst. Omvendt må fokus i den kommende tid være indadvendt, så vi kan komme ud med et stærkere udtryk til de kommende kampe.

Teksten fra liveopdateringen og videointerview med en skuffet Thomas Thorhøj, kan ses på Facebook.com/B1909dk.

B1909 - VSK Aarhus         1 - 2    (0 - 2)
Mål:
0-1 Thorge Mönnich (19.)
0-2 Thorge Mönnich (36.)
1-2 Nicolas Jørgensen (70.)
Tilskuere: Ca. 150 på Gillested Park

Startopstilling:
Målmand: Niclas Bech.
Forsvar: Jonas Lund, Emil Thomsen, Jacob Andersen, Markus Bay.
Midtbane: Jacob Mouritsen, Morten Dyg, Burana Saenkham.
Angreb: Jonas Skærlund, Maad Aziz, Søren Lærche.

Indskiftninger:
Burana Saenkham ud, Nicolas Jørgensen ind (52.)
Jacob Andersen ud, Olafur Olafsson ind (86.)
Markus Bay ud, Marc Eliasen ind (88.)
Luk