Menu

Optakt: Thorhøj forlanger parathed i Varde

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
22. september 2017 kl. 18:44
Varde - B1909, lørdag 23/9 '17, kl. 15.00

Der venter en vanskelig modstander på Varde Stadion, når B1909 lørdag eftermiddag gæster vestjyderne i egen hule. Et stærkt hjemmehold, som endnu ikke har tabt på eget græs, og som inden kampen er placeret lige under de røde fynboer. Begge mandskaber kæmper for at holde trit med de øvrige tophold i Danmarksserien, som pt. føres af Kolding Boldklub.

Manager, Thomas Thorhøj, har talt med store bogstaver i niernes omklædningsrum, oven på sidste runde 2-1 nederlag i lokalopgøret hos TPI. Thorhøj er utilfreds med, at vi flere gange er kommet for sent igang i kampene, og derved har indbudt vores modstandere til mere gæstfrihed end godt er. Således virkede TPI langt mere klar i første halvleg, mens nierne til gengæld vågnede til dåd efter sidebyttet. Et rødt mandskab med ivrighed fra start, vil uden tvivl kunne gøre en afgørende forskel i Varde.

Thorhøj beskriver værterne som et hårdtarbejdende kollektiv, som kun sjældent lukker mål ind, men omvendt også har vanskeligt ved selv at score. Han fremhæver koncentration og tålmodighed som afgørende fokuspunkter for sine udvalgte.

-'Vi skal ud og vise en moden og stærk indsats, hvor vi skal spille med det indvendige af hovedet, og så slå til, når vi får chancen', lyder det fra manageren, som håber på opbakning fra supportere og andre røde venner i Varde.

Vel mødt!

Luk