Optakt: DS slutter af mod Kjellerup

B1909 kan slutte sæsonen på en 8. plads i Danmarksserien, hvis juni måneds sejrsstime kan forlænges til og med lørdagens showstopper mod Kjellerup. Midtjyderne er inden opgøret placeret på netop ottendepladsen, to point foran nierne, som dermed kan overhale gæsterne med en hjemmesejr.
B1909 er inde i en stejlt opadgående formkurve, efter hele tre sejre i træk, når pokalkampen på Thurø medregnes. De røde tifosis hjemme på 3F Gillested Park er blevet forkælet med to hjemmesejre i rap, krydret med seks scoringer af de røde helte. Vi håber naturligvis alle, at stimen fortsætter lørdag mod Kjellerup, så vi efter et stramt forår, kan lade juni-solens varme være optakten til en kærkommen og nærværende sommerferie.
Gæsterne fra Kjellerup har blot spillet én kamp i juni måned. Grundlovsdag sejrede holdet hjemme mod agterlanternen Aarhus Fremad, der blev nedlagt med de underholdende tenniscifre 6-4. Til gengæld har midtjyderne endnu ikke vundet på udebane i 2024, og sidst holdet var i Odense, blev de nedlagt med hele 6-1 hos formstærke OKS. Umiddelbart tænker jeg ikke, at vi kan tillade os at konkludere noget som helst ud fra de to resultater, andet end, at der er forudsætninger for en underholdende kamp, hvis de røde formår at være skarpe i begge ender.
Forud for lørdagens kamp har undertegnede atter haft en snak med en rød profil, og denne gang er valget faldet på vores formstærke keeper, Christian Kjer Bertelsen:
Tre sejre i træk. Hvad er det, der fungerer så godt i øjeblikket?
-“Ja, tre sejre i træk må man sige er godkendt. Vi er inde i en god stime rent resultatmæssigt. Vi er rykket sammen i bussen som hold, og alle byder ind i forhold til, hvordan vi løser de svære perioder i kampene. Så en stærk holdånd, og så hjælper det også, når vi er kyniske i de afgørende situationer i begge felter”.
Du blev kampens spiller i seneste hjemmekamp og har generelt vist storspil på det sidste. Hvordan oplever du selv denne periode?
-“Ja, den seneste kamp var en rigtig god kamp, synes jeg. Det var dejligt at få en sejr mod Vorup - især fordi vi skulle holde afslutningsfest bagefter, hvilket jo altid er lidt sjovere med en sejr på dagen. Jeg synes at vi spiller en rigtig god kamp. Det bølgede meget frem og tilbage, og til trods for de spændende vejrforhold og afbrud midt i kampen - som selvfølgelig gjorde det lidt vanskeligt - formåede vi at komme godt ud efter afbrydelsen, og fik afgjort det selv. Vi fik snakket godt sammen hele holdet, i forhold til, hvordan vi skulle lægge vores pres og stå på banen generelt, hvilket jeg synes vi løser rigtigt godt. Rent personligt var det fedt at kunne hjælpe holdet med et par vigtige redninger, der holdt os inde i kampen. Som målmand er det jo ikke mange mål man laver i løbet af karrieren, så som målmand føles en vigtig redning lidt som et mål. Og generelt synes jeg, at det har været rart for mig at få noget stabilitet og sikkerhed, i form af at få spillet en masse kampe og dannet nogle stærke relationer. Jeg blev kastet hurtigt ud i kampe efter min skadesperiode i opstarten, så jeg var lidt “shaky” i starten. Men jeg føler, at jeg kun har bygget på i løbet af sæsonen”.
Vi lukker sæsonen mod Kjellerup. Hvad bliver det for en kamp?
-“Det bliver fedt at få lov til at slutte sæsonen af på hjemmebane, og forhåbentlig udmønter det sig i tre point. Det har været en lidt blandet sæson, men jeg håber at vi tager vores gode spil og resultater på det sidste med ind til Kjellerup-kampen. Vi har jo lidt en revanche til gode der”, slutter Christian Kjer Bertelsen - med henvisning til gæsternes 2-1 sejr i det omvendte opgør i Kjellerup.
I forhold til sidste weekends 2-0 sejr over Vorup, er der en række ændringer i den røde trup. Erik Ingemann er retur fra karantæne, mens Jakob Tonnesen og Emil Thomsen modsat slutter sæsonen i skammekrogen.
Marco Bertelsen og Marcus Thagesen er fraværende af private årsager, mens Jonas Lund og Mads Bæk begge er retur fra skader. Og så er Robbi Jr. Tewelda desuden tilbage i truppen.
Cheftræner Kasper Mundt har udtaget denne 15-mands trup:
Christian Kjer Bertelsen
Jakob Fectenburg
Daniel Winther
Visar Aliti
Erik Ingemann
Karl Emil Callesen
Jonas Lund
Hussein Al-Rabiey
Eirik Stedje
Robbi Jr. Tewelda
Nicolai Frederiksen
Isa El-Enazi
Sami Abou Chawk
Mads Bæk
Hussain Musafa
Vel mødt!