Menu

Ny cheftræner for DS-holdet

image
Bestyrelsen
18. juni 2024 kl. 07:17
PRESSEMEDDELELSE

B1909’s bestyrelse har gennem nogle uger haft en dialog med trænerteam og spillertrup, som en del af grundlaget for evalueringen af forårssæsonen.

Det har været et forår fyldt med udfordringer for vores trænerteam, cheftræner Kasper Mundt og assistenttræner Kim Drongesen.

Kasper var oprindeligt tænkt tilbage til B1909 som assistent for Andreas Bech, frem mod forårssæsonen. Efter Andreas’ skifte til Næsby åbnede muligheden for et avancement til cheftræner sig. Kasper fik jobbet, da vi samtidig fik tilsagn af A-licenstræner Kim Drongesen om at tiltræde som assistent, da trænerteamet så samlet set var i besiddelse af de rette faglige kompetencer.

Afgang af et par spillereblandt andet vores topscorer Mass Sise til svenske Nordic United FC, fra Stockholm-forstaden Södertälje, svækkede truppen. Karantæner og skader i længere perioder, har også holdt flere væk fra truppen. Det har ikke givet de bedste forudsætninger for teamet, der logisk har haft svært ved at skabe kontinuitet.

Evalueringens første resultat blev, at vi måtte frigøre Kim Drongesen fra teamet. En yderligere konsekvens blev, at forudsætningerne for trænerduoen ikke længere var til stede, hvorfor vi også måtte frigøre Kasper Mundt. Begge er derfor fratrådt i forbindelse med afslutningen af forårssæsonen.

Vi siger tak til trænerduoen for deres engagerede indsats for B1909.

Nyt team på plads

Ny cheftræner for B1909 bliver Søren Vie Clausen, der har A-licens og samtidig et godt kendskab til flere af vores spillere, som han tidligere har haft under sine vinger. Søren Vie Clausen har et langt fodboldfagligt cv, blandt andet fra Vejle Boldklub.

Som assistenttræner har vi ansat Jakob Fectenburg, der i indeværende sæson har været målmand i vores trup. Jakob har derfor et indgående kendskab til truppen, og ønsker at uddanne sig som træner, med B1909’s DS-hold som afsæt. Niclas Henriksen fortsætter som målmandstræner, mens Michael Black fortsætter som holdleder. Desuden fortsætter Kim Olsen-Jørgensen som teamchef.

Lederteamet pr. 1/7 ‘24 ser derfor således ud:

Cheftræner: Søren Vie Clausen
Træner: Jakob Fectenburg
Målmandstræner: Niclas Henriksen
Holdleder: Michael Black
Teamchef: Kim Olsen-Jørgensen


Odense, den 17. juni 2024

På bestyrelsens vegne
Henning Brandt Rasmussen, seniorformand

 

Luk